Turen går til Georgien, sommeren 2018
Georgien 2018

Turen går til Georgien, sommeren 2018

Hvorfor Georgien?
Tilbage i sommeren 2018 pakkede jeg rygsækken og rejste sammen med tre gode venner østpå til den oversete perle mellem Rusland og Tyrkiet – Georgien. Denne perle i østen rummer et meget unikt folkefærd, en arv som tidligere sovjetrepublik og den majestætiske bjergkæde – Kaukasus-bjergene. Disse bjerge var det som trak os så langt øst på, mens landets historie og folk var noget af det som overraskede os mest. 

Selvom Kaukasus bjergene ofte bliver betegnet som Europas sydlige grænse, hvilket gør at Georgien ligger i Asien, så hænger der EU-flag overalt. Jeg fik hurtigt følelsen af, at denne tidligere sovjetrepublik kigger mere mod vest, end de kigger mod den russiske gigant oppe nordpå. På vores tur fik vi fortalt jokes om hvordan der i Georgien bliver lavet kondomer med Putin på, med teksten “every dick needs protection”, og vi spiste også på restauranten “KGB is still watching you” i hovedstaden Tbilisi.  Dette siger meget om det georgianske folkefærd – temmelig hårde i kanten, men med en varm og forfriskende humor. Det kommer uden tvivl også af deres lidt anstrengende forhold til Rusland. De fleste af os husker da også den kortvarige krig mellem de to lande i 2008. Denne konflikt kom især efter at Georgien de sidste to årtier har bevæget sig i en meget vestlig retning, hvilket aldrig rigtig har været Putins foretrukne vej.

Rejsen til Mestia
Efter at vi havde sanset hovedstaden Tbilisi og dens pulserende liv, tog vi toget vestpå for komme til byen Zugdidi. Her blev vi nærmest overfaldet af ivrige minibus (de kalder dem Marshrutka) chauffører, som ønskede at hjælpe os nordpå gennem de snoede veje og langt ind i Kaukasus-bjergene. Selve køreturen var en heftig og interessant oplevelse, da vores chauffør i et vanvittigt tempo zigzagede mellem køerne på de små bjergveje. Jeg studsede over at førersædet i mange af bilerne var i højre side af bilen, trods det, at de faktisk kører i højre side. Det mindede mig endnu en gang om landets historie, og hvordan mange af verdens biler tilsyneladende er endt op et sted som Georgien for at få et nyt liv. Vi kom frem og var spændt på de kommende dages vandring. Taskerne var pakket klar til vandring hjemmefra, men ulig vores mange vandreture rundt i Skandinavien, havde vi denne gang ikke pakket mad til hele turen hjemmefra. Vi ville gerne interagere med de mennesker som bor her i bjergene, og forhåbentlig vil de kunne hjælpe os med noget mad. Fuld af eventyrlyst og spænding fandt vi et hostel i den ret etablerede by Mestia – midt inde i Kaukasus-bjergene. Vi foretog nogle indkøb i et lille supermarked og klargjorde os selv til den kommende vandretur.

Eventyr gennem bjergene 
Shortsene var pakkede og klar, for vi havde alle set frem til vandring i varmt og solrigt vejr – noget som vil minde om Alperne. Så vi kiggede lidt på hinanden, da det stod ned i stænger, uden tegn på opklaring. Der skal dog noget mere til at stoppe os, så det var på med regn-habitten og rygsækkene. Det var en fin sti ud af byen, hvor vi forsøgte at gå uden om de store vandpytter, som efterhånden rangerede til mindre søer. Humøret var højt, for uanset vejret, så var vi i gang, og på eventyr. Vi havde kastet os ud i en vandretur langt hjemmefra, uden den fornødne mad, og med et håb på at møde de folk som bor herude. Senere på dagen kom opklaringen og vi kom forbi et lille hus halvvejs nede af bjerget. Her fik vi lov at købe familiens rester fra dagen før og fire kopper instantkaffe. Resterne inkludere også en smule mug, men vi måtte jo spise den mad der nu engang var til rådighed.

 

Det ene fuldstændig fantastiske bjerglandskab erstattede det næste mens vi bevægede os afsted. Ord og billeder bliver fattige, når sådanne områder skal beskrives. Den første del af horisonten udgøres af grønne bjerge fyldt med flora, hvorefter helt iskolde klipper stikker spidst op ovenover, for til sidst at være dækket af store gletsjere, og hvor der til tider var en blå himmel ovenover. Det var nogle enormt vilde farvekontraster. Jeg følte mig lille i det majestætiske landskab, som virkede nærmest uvirkeligt. 

I løbet af vores fire dages vandretur, havde vi alverdens oplevelser. Alt fra stien op ad bjerget som var blevet til et stort vandløb pga. regnen, til at krydse en flod på hesteryg guidet af lokale, fritgående hunde som fulgte efter os (vi oplevede heldigvis kun venlige hunde!), mange små charmerende bjergbyer – alle med samme spøjse gamle vagttårne, som åbenbart er nogle som går i arv i de rigeste familier i byerne og selvfølgelig den fuldstændige magiske natur. Der er også bjørne på disse egne, så vi var en tand mere på vagt end vi plejer at være på vandretur. En gruppe russiske turister fortalte os om, at de havde set en bjørn i det fjerne, men ellers hørte vi ikke noget fra bjørnene.

Bjergfolket
Den frodighed og flora, som var i bjergene var ret enestående. Folkene heroppe lever da også nærmest udelukkende af deres landbrug, hvor især ost og brød er i høj kurs. Overalt mødte vi venlige og imødekommende mennesker som delte ud af deres mad for en beskeden mønt. Vi blev især lykkelige, når vi kunne få en agurk eller nogle tomater med oveni. Især i de mindste byer på vores færd var der en fantastisk fornemmelse af at være et sted som var afsides, og som var fyldt med uforbeholden gæstfrihed. Meget af området er begyndt at blive fyldt med turister, der især søger ud på en række kendte dagsture fra de større byer som Mestia og vores slutdestination, Ushguli. Her er den uforbeholdne gæstfrihed blevet påvirket af ivrig lyst efter at tjene penge. Nogle gang i en sådan grad, at vi kunne føle os snydt, når vi nærmest kunne blive opkrævet fem gange så meget for noget mad, ift. hvad det ville koste på en restaurant i Tbilisi. En del af charmen forsvinder, når det går fra, at man venligt banker på en dør, og spørger om man kan købe lidt mad, til at man bliver mødt af en meget insisterende sælger, som forsøger at tage overpris. 

Det giver en ambivalent følelse. For ja, folkene herude i bjergene skal selvfølgelig have muligheden for at løfte deres levestandard, og tjene nogle penge. På den anden side, så føles det som at dette folk, som har boet i bjergene i hundredvis af år og har kunnet klare sig selv, bliver overrendt af folk som os og af fremskridtet. Det bedste billede på det, var den meget lange asfalterede vej, som var under konstruktion. Den ville kunne tage én hele vejen til byen Ushguli, og gøre adgangen til stedet betragteligt nemmere. Vækst og velstand – men også en slutning på et enestående sted, en måde at leve på i bjerge og en uforbeholden gæstfrihed, som, om ikke andet, ændrer karakter. 

Vi er i hvert fald meget taknemmelige over at have oplevet de små byer ind i mellem, som stadig står uspoleret hen. Vi er glade for at have oplevet disse fantastiske bjerge og dette smukke land med dets dejlige skæve folkefærd. De fortjener vækst og velstand, men forhåbentlig bevares bare en del af den magi stedet mødte os med. 

Jeg vil altid anbefale Georgien til den som ønsker en anderledes oplevelse. Mit umiddelbare råd til dig som er ekstra modig – tag derhen hvor andre ikke tager hen. For der kan du uden tvivl hente dig den mest unikke og autentiske oplevelse af hvad Georgien, dets bjerge og folk, egentlig har at byde på.

Nicolai

Om Nicolai Dahl

Stifter & turleder Nicolai besidder naturlige lederskabsevner og har en kreativ tilgang til læring. Det har han dels fået igennem erfaring med at arbejde med unge mennesker og deres personlige udvikling i virksomheden True North, men også af egne erfaringer fra diverse friluftsture. Eksempelvis arrangerede Nicolai en tur for hans medstuderende på universitetet til Jotunheimen med stor succes – samme tur som VandreEventyr udbyder.
Nicolai Dahl fra VandreEventyr