Filosofi

FRILUFTSLIV

Sammen forlader vi civilisationens fornødenheder, kun med hvad vi har i vores rygsække. Herude er der kun få midler til rådighed, men det er let at være i naturen, hvis du først ved, hvordan man gør. Så længe vi forbliver ydmyge og har respekt for naturen. Du lærer på vores fælles rejse en lang række friluftsfærdigheder, som vil give en større tro på dig selv og egne evner. For det vigtigste, du pakker i din rygsæk, er viden og erfaring. Selve essensen af vores vision af VandreEventyr, er at klæde dig på til at tage skridtet mod dine egne fremtidige eventyr!

SAMMENHOLD

Når man deler glæden, så vokser den. Det er ofte sammen med andre mennesker, at vi skaber nogle af de største oplevelser i vores liv, men det kræver, at vi kan samarbejde og udvikle sammenhold. For sammenhold er ikke blot en nødvendighed for at kunne samarbejde om den gode vandretur, men en del af den. En vandretur kræver, at vi tør forlange mere af os selv og hinanden. Den kræver, at vi støtter hinanden, når vi er dødtrætte og det står ned i stænger - for sammen kan vi uendeligt meget mere. Du finder på vores fælles rejse frem til dine personlige styrker, hvordan du agerer under pres, og hvorledes du bedst muligt sætter dine kompetencer i spil og får det bedste frem i andre. Netop, fordi vi deler store oplevelser sammen, ender du op med et stærkt netværk af ligesindede, som du vil kunne tage på fremtidige ture sammen med.

EVENTYR

Få benene slået væk under dig, når vi sammen skal opleve naturen fra sin mest majestætiske og storslåede side. Mærk roen ude i den frie natur og forstå alt besværet med at drage herud. Selve kernen af eventyret ligger i de oplevelser, hvor vi glemmer os selv, den travle hverdag derhjemme og bliver opslugt af øjeblikket i naturen. Eventyr handler om, at man er en anden, end da man tog afsted. Pludselig ser man anderledes på livet, hverdagen og dem man er sammen med. Hos VandreEventyr ønsker vi at være startskuddet til netop dit eventyr. Tænde gnisten og give dig modet til at påbegynde mange fremtidige eventyr.

Luk menu
×
×

Kurv